Akustikken - Martin Guitarer: Størrelser på guitarkroppe hos C.F. Martin Guitars

Dreadnought (D-)
Dreadnought-størrelsen er nok den mest kendte guitarstørrelse, og for menigmand vil det typisk være denne form, der forbindes med en westernguitar. C.F. Martin introducerede den første dreadnought-guitar omkring 1930 og navngav den efter datidens største klasse af krigsskibe, da guitarmodellen var større og mere slagkraftig end noget andet, der fandtes på markedet.

Takket være den popularitet som den nye guitarmodel opnåede, har snart sagt alle andre guitarfabrikanter lavet deres egne dreadnought-modeller. Hele vejen har Martins D-modeller været standarden, man måler op imod, takket være guitarer som D-18, HD-28 og D-35.

Dreadnought-guitarernes udbredelse har i høj grad at gøre med, at de er allround-guitarer, der kan bruges til store lejrbålsakkorder, fingerspil, bluegrass flatpicking etc. etc. Listen over folk, der bruger dreadnoughts live og i studiet er alenlang. Allermest ikonisk er måske Bob Dylan (HD-28), Johnny Cash og Van Morrisson (begge D-35).

D-35 Johnny Cash

Jumbo (J-)
Guitarer af jumbo-størrelse er på mange måder sammenlignelige med dreadnought-modeller. Begge typer blev udviklet ud fra et ønske om at lave en guitarmodel, der havde større lydstyrke og dermed bedre kunne klare sig i en tid, hvor orkestrene blev større og lydniveauet steg.

Kroppen på en jumbo har bredere “hofter” og smallere “talje” end på en dreadnought, hvilket er med til at give en klang, der har knap så meget fylde i bassen, men som stadig er stor og kraftig. I Martins sortiment er en model som J-40 i høj grad associeret med Neil Young, og Martins J-guitarer er i det hele taget klassikere, der bliver ved med at appellere til vores kunder.

J-40.

0, 00 og 000
Jumboguitarens proportioner placerer den i familie med guitarer, der har kropsstørrelserne 0, 00 og 000. Alle disse guitar-modeller deler jumboens træk med en ret smal taljevidde, og er derudover skaleret med 0 som den mindste kropsstørrelse, 00 som den næstmindste osv.

At disse guitarer har mindre kroppe end de to førstnævnte gør naturligvis, at de ikke kan levere helt så stort et lydtryk. Hvad de mangler på denne front, leverer de så til gengæld i raffinement og klanglig balance mellem top og bund. Bassen bliver aldrig overvældende i disse instrumenter, hvilket gør, at detaljer i høje registre klinger klart og tydeligt, selv når man slår strengene kraftigt an. Af denne grund er disse instrumenter meget brugt til stilarter som traditionel blues, ragtime, fingerpicking og lignende, hvor guitaren ofte spiller f.eks. bas- og melodiparter på samme tid.

På 0-guitarer mødes krop og hals altid ved 12. bånd, mens 00- og 000-guitarer både kan have 12 og 14 bånd fri af kroppen. Martins Eric Clapton 000-28 signature model er et meget kendt eksempel på en 000-guitar, mens 0- og 00-guitarer ofte bruges af guitarister, der søger at genskabe lyden af de originale blues-mestre fra 1920’erne og 1930’erne.

000-28EC Eric Clapton.

OM
OM- eller “Orchestra Model”-guitaren er en videreudvikling af 000-modellen, hvor kropsstørrelsen er bibeholdt, men hvor gribebrædtet er bredere og mensuren (strengelængden) en smule længere. Dette giver en fyldigere klang på et instrument, hvor der samtidig er lidt bedre plads til fingrene på venstre hånd (hvis man altså spiller højrehåndet).

Paul Simon har indspillet sine største hits med en Martin OM-42, som han også bruger live.

OM-42.

M
Den logiske fortsættelse af serierne, der er navngivet med nuller ville have været 0000, men Martin har heldigvis valgt at bruge betegnelsen M om disse guitarer. Set forfra har kroppen samme proportioner som en jumbo-model, men hvor jumboen deler kropstykkelse med en dreadnought,er en M-guitar tyndere og på den måde i familie med de andre 0-modeller.

Martins M-38 guitarmodel associeres blandt andre med Tom Paxton, hvis fingerspil var drivkraft bag 1960’er-klassikere som “The Last Thing on my Mind” og “What did you Learn in Shcool Today?”.

M-38.

Grand Performance (GP)
Med indførelsen af Performing Artist-modellerne introducerede Martin en ny kropsstørrelse i sit program, nemlig GP eller Grand Performance. Disse guitarer kan på mange måder ses som en art missing link mellem de store modeller (Dreadnought og Jumbo) og de mellemstore (OM og 000).

I praksis vil det sige, at en GP i lydstyrke nærmer sig de store modeller uden at bassen bliver dominerende, og guitaren er således særdeles velegnet til fingerspil. Hvis en Dreadnought eller Jumbo føles for stor at stå eller sidde med, kan en GP også være løsningen, hvis man synes at de mindre modeller lyder af for lidt.

GPCPA1.

Udover de nævnte typebetegnelser kan man også støde på en række andre forkortelser i Martins modelbetegnelser. Det kan for eksempel være...

H
Når der står H i modelbetegnelsen på en Martin indikerer det, at guitaren har et sildebensformet mønster indlagt rundt om guitarkroppens kant (H’et står for ‘herringbone’, dvs. ‘sildeben'). Dette indlæg er dog kun den kosmetiske side af H-modellerne, der gemmer på konstruktionsmæssige detaljer, som giver dem en stor og fyldig lyd. Blandt andet er det skelet, som kroppen på guitarerne er bygget op omkring – den såkaldte bracing – på H-modellerne konstrueret på en facon, der giver det mindre masse og dermed gør det lettere at sætte i svingninger, når strengene slås an. Dette er f.eks. en af de væsentligste forskelle på henholdsvis en Martin HD-28 og dens nære slægtning, D-28’eren.

H: Herrringbone.

C
Dette indikerer, at guitaren er forsynet med cutaway – et indhak, der gøre det lettere at komme til de høje bånd, og som vi kender fra elektriske guitarer. På akustiske guitarer skal den forøgede tilgængelighed højt på gribebrættet holdes op mod et lidt lavere volumen og en dårligere basrespons.

E
Martins traditionelle guitarmodeller kommer i udgangspunktet uden indbygget pickup, mens de (typisk mere nyudviklede) modeller, der har et E (for ‘Electric’) i typebetegnelsen leveres med pickupsystem. Som regel indgår navnet på pickupsystemet i guitarens modelnavn.

DC-16RGTE Premium. C: Cutaway. E: Electric.

V
V står for ‘Vintage’, og i Martins modelbetegnelser indikerer dette, at guitarens hals har en v-formet profil, der bliver mere og mere udtalt jo tættere man kommer på guitarens krop. Denne halsprofil var standard på ældre guitarer, mens man i vore dage typisk bruger en slankere og mere oval halsprofil.

Halsprofiler.

S
Guitarer med et S efter tallet i modelbetegnelsen har et hoved, der minder om den klassiske, nylonstrengede guitars. Stemmeskruerne peger bagud og deres aksler sidder i åbninger (‘slots’) i hovedet. Denne måde at konstruere stålstrengede guitarer på ligger langt tilbage i historien, men bruges stadig af Martin til at genskabe udseendet og lyden af guitarerne fra dengang.

0-28VS.