Ole Abildgaard Thomsen taler varmt - og gerne - om den akustiske guitar. Han taler med begejstring. Alt andet ville også være sært, for han er indehaver af Akustikken - guitarbutikken i Frederiks Allé.

Men manden har jo ret. Hvor var vi, verden og musikken, hvis den akustiske guitar aldrig var blevet opfundet og for alvor taget i brug af de seneste generationers sangskrivere?

Uendelig lang er listen over sange og kunstværker, der er kommet til verden med guitaren som katalysator. Tanker, følelser og ideer omsættes gennem de seks strenge til håndgribelig musik.

Som en bil ikke bare er en bil, er guitar ikke bare en guitar. En Wartburg er ingen Mercedes - og guitarens Rolls-Royce hedder Martin.

Ole Abildgaard Thomsen og Akustikken er importør og distributør af Martin-guitarer til Sverige og Danmark.

- Vi har den daglige ære, at al salg af Martin til danske og svenske forhandlere udgår her fra Århus. Faktisk er vi så gode til vores job, at vi er Martins ottende største kunde på verdensplan, når man lige ser bort fra USA. Det endda målt i ren dollarvolume uden hensyn til landets størrelse. Det er vi stolte over, men det viser også, at det danske guitarfolk og sangskriverne går målrettet efter den ægte vare, når de vælger guitar, siger Ole Abildgaard Thomsen.

Stort set alle uden- og indenlandske sangskrivere, der ejer eller ejede en guitar, har en, der står Martin på. Woody Guthrie, Bob Dylan, Neil Young, Eric Clapton, Jimi Hendrix, Johnny Cash, Van Morrison, Paul McCartney, Paul Simon. Og så videre. Og så videre. Listen er meget længere.

Herhjemme er det Lars Lilholt, Steffen Brandt, Jette Torp, Allan Olsen, Tim Christensen, Poul Krebs, Tue West, Jodle Birge, Niels Skousen. Og så videre, og så videre. Cæsar havde også en - den står i dag i Akustikken som et klenodie - et af beviserne på, hvad Martin har betydet.

- 68-generationen havde nok reageret anderledes, hvis "Storkespringvandet" var blevet spillet på tuba, siger Ole Abildgaard Thomsen.

DEN BEDSTE
- Det er alle generationer af guitarister, der hælder til Martin. uanset hvilken musikstil, de udøver. Det er da fascinerende, at historien hele tiden gentager sig. De førende indenfor rytmisk musik spillede i 1960'erne på Martin, og det gør de unge i dag også. Tina Dickow, Saybia og Nik & Jay - alle har de den samme guitar, en Martin. Jeg kender ikke andre produkter, der er så statiske, at de ikke er blevet forbedret i 75 år, siger Ole Abildgaard Thomsen.

- Den kommentar, vi oftest hører fra vores kunder, er, "Min Martin er bare den bedste". En Marin holder livet ud, og for mange musikere er den som deres bedste ven. Det er jo gennem den, de skaber deres kunst, siger Ole Abildgaard Thomsen.

Selv er han årgang 1955. Han kom til Århus fra Silkeborg midt i 1970'erne for at læse dansk på universitetet.

- Det var jeg færdig med efter halvanden måned, siger han med et smil under det lille overskæg.

I stedet blev han boghandler.

- Bøger kan det samme som musik. De kan rive én med, siger Ole Abildgaard Thomsen.

Han spillede guitar i fritiden. Ved lejrbålet, på sengekanten og hvor guitarister nu ellers fornøjer sig selv og andre. Han blev mere og mere betaget af guitaren, og i 1982 åbnede han sin egen butik i Jægergårdsgade. I 1999 flyttede Akustikken til Frederiks Allé - henne ved Hall Sti, men lokalerne var for små, og da Vinkyperen for halvandet år siden rømmede nummer 140 i Frederiks Allé, rykkede Akustikken ind.

Agenturet for den velestimerede Martin har Ole Abildgaard Thomsen haft siden 1986.

De billigste Martin guitarer koster 7000 kroner. Den dyreste 70.000, hvis man da ikke vil have en bygget personligt. Det sker, at nogen vil det.

- Jeg har solgt et par stykker til 125.000. Én ville for eksempel have skiftet de plastik-stifter, der holder strengene fast på guitarens dæk, ud med nogle af elfenben ilagt guld og ædelstene. Det var ikke en professionel musiker, men en mand med en meget stor passion for Martin, siger Ole Abildgaard Thomsen.

Men Martin ville bygge guitarer. Han ledte forgæves efter en læremester i hjemlandet og måtte til Wien for at finde en violinbygger, der mente, han kunne lære Martin noget også om guitarer. Udlært vendte han hjem og søgte optagelse i instrumentbyggernes laug, så han kunne få noget at lave. De afviste ham, da de mente, at en guitarbygger snarere hørte hjemme i lauget for møbelsnedkere. Martin vandt en retssag om optagelsen, men klimaet var så dårligt, at Martin i 1833 valgte at emigrere til USA.

Martin led frygteligt af hjemve. Og da han hørte, at Pennsylvanias geografi lignede sin fødeegens, flyttede han i 1836 til byen Nazareth.

Her ligger Martin fabrikken endnu. Og det er stadig en Martin, der står i spidsen for guitarbyggeriet. Han er syvende generation og hedder også Christian Frederick Martin. Han har en datter, så dynastiet kan fortsætte.

I Nazareth gjorde den første Martin den opdagelse, der gjorde guitaren til det, den stadig er i dag. Han fandt ud af at placere de lister, der sidder på guitardækkets inderside, og som fordeler lyden, på en ny måde. Han tog ikke patent på opdagelsen, og derfor er det den måde, som alle guitarer i dag er bygget på. Placeringen af listerne er ganske enkelt den perfekte - i hvert fald har ingen i de sidste 150 år fundet en bedre måde at gøre det på.

I starten af 1900-tallet skete den næste afgørende forandring af guitaren. En guitarist henvendte sig til Martin - den tredje - og beklagede sig over, at hans instrument ikke kunne høres, når han spillede sammen med banjoer og mandoliner. Martin tog udfordringen op, og i 1929 var produktet så godt, at den, Martin kaldte orkestermodellen, kom på gaden. Den kan købes endnu, men er ikke så almindelig, som den model Martin kom frem med i 1931 - Dreadnought, kaldte han den. Opkaldt efter et krigsskib fordi modellen havde både kraft og styrke.

Det særlige ved Dreadnoughten er, at guitarhalsen er længere - 14 bånd mod tidligere 12 - kassen er dybere, og strengene er af stål.

Dreadnoughten er den mest kopierede guitar i verden - alle moderne guitarers moder.

Martin fabrikkerne bygger årligt omkring 60.000 guitarer - ikke meget i sammenligning med fabrikker i Kina, Korea og Indonesien, hvor de største spytter omkring 800.000 instrumenter ud årligt.

Martin guitarer er håndbyggede, der hvor det gør en forskel. Det, der ligeså godt kan laves af maskiner, bliver det.

Der findes i dag et utal af modeller - mange opkaldt efter førende guitarister.

Guitarkassens forside er af gran, bunden og siderne af enten palisander eller mahogni. Gribebrættet er af ibenholt eller rosentræ, og bagsiden af halsen er mahogni. og så kan de være mere eller mindre smykkede med indlagt perlemor.

Martin har også forsøgt at lave el-guitarer, men det slog ikke an.

- Hos Martin er de træmænd, siger den danske importør Ole Abildgaard Thomsen.